Designbrand har heddet det samme i 71 år: Ny målgruppe aftvinger navneskift
I en digital tidsalder kan det svært at hedde noget med mobiler, hvis man vil sættes i kontekst med andet end mobiltelefoner.
Det har de nok måttet sande hos Flensted Mobiler.
I hvert fald skifter den 71-årige danske designvirksomhed navn. Nu og fremover vil den hedde Flensted Hanging Art. Det sker ifølge virksomheden for at placere brandet i en relevant kontekst.
- Desværre er der mange i vores målgruppe, som ikke kender os og selve ordet ”mobiler”. De fleste tror, at det handler om mobiltelefoner, udtaler adm. direktør Jesper Hammer i en pressemeddelelse.
Flensted Hanging Art er en traditionel familievirksomhed, som skaber smukt, men utraditionelt design. Hidtil har virksomheden kaldt dens produkter for mobiler. I folkemunde vil man kalde dem uroer.
Det har skabt udfordringer at blive synlig med produkterne online, når søgemaskinernes algoritmer sætter designprodukterne sammen med telefoner fra selskaber med et meget større marketings- og søgeoptimeringsbudget end designvirksomheden.
- Det betyder også, at vi - især online - hidtil har konkurreret med produkter i en anden kategori, der har langt større budgetter. At ændre navnet til Flensted Hanging Art betyder, at vi nu har et navn, der passer til vores kunstneriske produkter. Salgsmæssigt ser vi også et potentiale på det lokale og globale marked med disse opdateringer, udtaler Jesper Hammer.
Det er ikke blot navnet, der moderniseres, men hele branduniverset og oplevelsen af Flensted. Det betyder genskabelse af hjemmeside, nye æsker og fokus på den bedste unboxing oplevelse.
Flensted Hanging Art
- 1953: Flensted Mobiler blev grundlagt i Danmark af Christian Flensted.
- 1956: Flensted går globalt og modtager sin første internationale ordre.
- 1966: Flowing Rhythm fik sin skærmdebut i 1966 ved siden af Elizabeth Taylor i filmen "Who's Afraid of Virginia Woolf".
- 1982: Ole Flensted overtager virksomheden sammen med sin kone Aase, og bygger videre på arven fra Christian Flensted. De udvider forretningen globalt.
- 1988: Ole Flensted og Christina Parrett designer den første mobile til Museum of Modern Art i New York – Sheep mobile.
- 2023: Ole og Aase Flensted overdrager faklen til deres søn, Christophe Duez. Han er opvokset i familievirksomheden og har været omgivet af Flensted Hanging Art hele livet. Han indfører en ny forretningsstruktur og ansætter den globalt-erfarne erhvervsmand Jesper Hammer som virksomhedens administrerende direktør.
- 2024: Flensted lancerer sin nye brandidentitet med fokus på arven og kunsten.
Tredje generation ville være tro mod brandet
Den nordfynske virksomhed sælger blandt andet dens hidtidige 'mobiler' på Guggenheim og Museum of Modern Art i New York. Også i museumsbutikken på Louisiana bliver produkterne solgt.
Virksomheden gennemgik for et år siden et generationsskifte. Her var det tredje generation i form af Christophe Duez, som tog over. Han lovede ved overtagelsen at være tro mod brandet og familiens værdier i Flensted Mobiler.
Nu har brandet skiftet navn, og til dét udtaler Christophe Duez i dag:
- Ligesom udtrykket og brand-universet blev gjort tidsrelevant ved sidste generationsskifte, så er det også vigtigt, at vi tør at gøre det igen nu i 3. generation.
- Den unikke historie, vi har i virksomheden, skal vi bevare, og den er en vigtig del af vores Brand-DNA. Den nye identitet falder i tråd med vores historie og bærer en stor respekt for det, der er blevet grundlagt.
Christophe Duez overtog virksomheden 1. oktober 2023 sammen med sin svoger Christian Broberg Christensen. Makkerparret overtog ledelsen af virksomheden fra Ole og Aase Flensted.
Christophe Duez er Ole og Aase Flensteds søn, og ægteparret har drevet Flensted Mobiler i 40 år.
Før Ole og Aase Flensteds regeringsperiode drev Christian og Grethe Flensted virksomheden i 30 år siden dens stiftelse i 1953.
Du kan læse mere om det seneste generationsskifte hos RetailNews' søstermedie, Wood Supply, her.
Regnskabsår | 2023 | 2022 | 2021 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | - | - | - |
Bruttofortjeneste | 5,4 | 6,3 | 7,4 |
Resultat af primær drift | 0,4 | 1,4 | 3,2 |
Resultat før skat | 0,4 | 1,2 | 3,2 |
Årets resultat | 0,3 | 0,9 | 2,5 |
Balancestatus | 5,0 | 5,1 | 5,7 |
Egenkapital | 1,8 | 2,6 | 4,1 |
Antal ansatte | 9 | 8 | 8 |
Kilde: CVR |